Den folkelige realisme og nyrealisme

Omkring 1900 - tallet skete der endnu en vigtig ændring i den danske litteratur. Udviklingen førte atter litteraturen i en realistisk retning, hvor det var centralt at interessere sig mere for samfundsskildringer end for idealer, hvilket betød at litteraturen derfor forsøgte at skildre mennesket i samspil med det omgivende miljø.
Denne periode betegnes som det folkelige gennembrud eller den folkelige realisme - i det man i litteraturen mødte befolkningsgrupper og miljøer man ikke tidligere havde mødt i en sådan udstrækning. Forfatteren vender "digterisk" hjem, og fortæller derved om landsbyen, købstaden og dennes mennesker (f.eks. landarbejdere og husmænd). Der kan tales om et stofligt gennembrud, der medfører et nyt forhold ikke blot til den ydre verden, men også til indre/sjælens verden. Dette betød samtidig at disse forfattere havde langt større appel end de kritiske realister, der hovedsagligt havde det intellektuelle borgerskab som modtagere af deres gennembrudslitteratur.

Forfattere vender "digterisk" hjem

Forfatterne der nu kom til at dominere havde det til fælles, at de enten var af bondeslægt eller vokset op på landet, men i deres ungdom havde de løsrevet sig herfra, specielt under radikalismen. De,t der var karakteristisk for disse forfattere, var en betragtning af miljøtilknytning og fødested, som noget, der havde afgørende betydning for deres forfatterskab. Her menes at det, at være bonde opfattedes som en særlig måde at tænke og føle på, og at deres miljømæssige baggrund derved gav dem et anderledes, jordnært og konkret syn på tilværelsen, end de tidligere kritiske realister, der oftest havde deres baggrund i borgerskabet.

Denne bondelitteratur er desuden ikke et udtryk for en særegen bondekultur, men er derimod stærkt præget af at være skrevet i en tid, hvor en stor del af bønderne er en integreret del af befolkningen. At disse bondeforfattere er folk med uddannelser præger dem i lige så høj grad , som det, at de er af bondeslægt. Med det menes, at det, der er karakteristisk for deres litteratur ikke i så høj grad er, at den handler bønder og deres vilkår, men at den derimod forholder sig til de problemer og temaer, som hører til i den litterære tradition og den samtidige debat.

Modsat 1890'ernes metafysiske sjæledyrkelse er litteraturen i det nye århundrede mere udadvendt, med en mere daglidags indstilling. De samfundsbevidste forfattere stillede sig socialt på de mindre bemidledes side, med en tro på at det tekniske fremskridt ville skabe nye og bedre levevilkår for folkets store flertal. Modsat den kritiske realismes program om kampen for oplysning og frihed med Georg Brandes i spidsen, forelagde man i denne periode nye kendsgerninger og så gamle i et nyt lys. Heraf blev århundredets nye litteratur af nogle betegnet som nyrealisme.

Johannes V. Jensen

Johs. V Jensen er netop en af de forfattere, der har fået stor betydning for udviklingen indenfor litteraturen på dette tidspunkt og også efterfølgende. Hans forfatterskab udviklede sig i en stadig mere realistisk retning, og han må i dag siges at være den betydligste af de forfattere, der tager udgangspunkt i skildringer af deres hjemegns jævne folk. Selv voksede han op i Farsø, Himmerland med en far, der var dyrlæge. Johs V.  Jensen var ofte med faderen på sygebesøg, hvilket betød at han fik et indgående kendskab til bondebefolkningen, og samtidig samlede indtryk af begivenheder og mennekser, der således senere fik betydning for hans forfatterskab. Det var meget almindeligt, at det moderne gennembruds forfattere dyrkede mere end en enkelt genre. Dette gjorde sig også gældende for Johs. V. Jensen, hvis moderne myter og digte vakte størst opmærksomhed. Herudover skrev han adskillelige romaner, Himmerlandshistorier og rejseskildringer. Som lyriker har Johs. V Jensen også haft en meget stor indflydelse på yngre digtere og forfattere. Han debuterede i 1894 med sine lyriske digte og var banebrydende med sine præcise sansninger og beskrivelse af de sproglige udtryk. Hans forestilling om det nye århundredes danske litteratur var tydelig i "Digte" (1906), hvori man kan finde digtet " På Memphis Station".