DK
UK
DE

Temaer

Her kan du dykke ned i de forskellige temaer Blicher kredser om i sit forfatterskab, og de temaer andre kredser om i forhold til Blichers forfatterskab. Temaerne knytter sig primært til hans noveller.

Blichers noveller er spækkede med mord, henrettelser, selvmord, forelskelser, bortførelser og utroskab. Omdrejningspunktet for novellerne er ofte konsekvenserne af de konflikter, der opstår, når seksualiteten møder samfundets normer og spilleregler. Ofte er det kvinderne, der kommer i klemme og omkring dem, handlingen udfolder sig. De har nemlig også en seksualitet og en vilje.

Blicher placerede ofte sine noveller på geografiske steder, han selv kendte, og han fik på den måde sat bl.a. sin hjemegn på det litterære Danmarkskort. De geografiske henvisninger giver novellerne et skin af virkelighed. Derudover indskrev han også ofte sig selv, enten ved navns nævnelse eller ved at lade Peer Spillemand indgå. Peer Spillemand er Blichers alter ego/stedfortræder. Det bidrager ligeledes til, at novellerne får autenticitet. Ofte, især i Blichers samtid, blev novellerne læst som om, de var sande beretninger. Men Blicher gjorde også ofte i sine noveller læseren opmærksom på, at der var tale om fiktion. Hans værker inviterer ofte både i retning af at blive læst (selv)biografisk og ikke-biografisk. Det er et af de aspekter ved Blichers forfatterskab, der gør ham så interessant. Men Blicher kan også læses, selvom man ikke kender spor til ham som forfatter. Man kan læse ham med en nykritisk tilgang, hvor man holder al viden om Blicher ude af læsningen og kun ser på værket i sig selv.

Blicheregnens Museum - Blichersvej 30, Thorning - 8620 Kjellerup - Tlf: 87 20 50 30 - info@blicheregnensmuseum.dk