Interaktivitets-agtig

Blicher brugte ofte direkte læserhenvendelser i sine tekster, hvilket inddrager og delagtiggør læseren. I novellen ”Baglænds” gør Blicher endog læseren til medskyldig, da han forgriber sig på Julianes dagbog: ”Læser! fordøm mig ikke! Fristelsen var stærk, og jeg svag: jeg forgreb mig paa Julianes Hjertes Helligdom. Jeg kan ikke Ene bære Bevidstheden om denne Synd; jeg gjør Dig til min Medskyldige”.

I ”Skytten paa Aunsbjerg” gik Blicher skridtet videre, idet han på sin vis opfordrede til interaktivitet. Papirerne, der kunne opklare Vilhelms (eller rettere Guillaume de Martonniéres) identitet og baggrund, skulle være gemt i et hemmeligt rum i et chatol, men chatollet var væk. Blicher efterlyste chatollet, og opfordrede sine læsere til at give besked, hvis de vidste noget. Dette minder om, når de diverse tv-udsendelser opfordrer seerne til at ringe eller sende en sms. Samtidig påstod Blicher på denne måde, at svaret er derude – bliv ved med at lede! Både i forhold til opklarelsen af Vilhelms historie, men også i forhold til hvad, der i teksterne, kan regnes for fiktion og ikke-fiktion. Ved ikke at servere svaret for læseren, bliver læseren ved med at være sulten efter mere.