Blichers fortællere

Blicher var inspireret af den engelske romantradition i forhold til at lege med måden at fortælle på. Blicher gjorde brug af førstepersonsfortællere, der i modsætning til en alvidende fortæller, ikke kan vide det hele. Ofte er Blichers fortællere selv en del af den historie, de fortæller og er derfor ikke på objektiv afstand af begivenhederne. Læseren inddrages derfor i høj grad i Blichers noveller og må selv på arbejde og overveje forholdet mellem fortælleren, det fortalte og det, der er sket.

Flere gange lader Blicher en novelle bestå af fiktive dagbogsoptegnelser (fx ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” og ”Præsten i Vejlby”). Dermed er der kun meget lille afstand mellem det, der fortælles, og tidspunktet, hvor det fortælles. Fortælleren er derfor ikke på afstand af tingene, når han fortæller dem, han ved ikke, hvordan tingene ender og har derfor ikke overblik over situationen.

Denne måde at fortælle på, via fiktive dagbogsoptegnelser, giver fortællingen autenticitet. Og ligesom Blicher hoppede på vognen med dem, der troede på ægtheden af Ossiandigtene, så troede mange af datidens læsere også på "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", at det faktisk var brudstykker af en dagbog, som Blicher havde fundet, samlet og udgivet. Ligeledes er det Blichers sagsfremstilling i "Præsten i Vejlby", der indgår i en amerikansk bog fra 1874 med titlen Famous Cases of Circumstantial Evidence. Heri indgår sagen om Søren Quist i en gennemgang af sager afgjort på indicier, hvilket ofte førte til justitsmord. Præsten Søren Quist fra Vejlby blev dømt og henrettet i 1600-tallet, men hans uskyld var ikke så indlysende, som Blicher fremlægger det i sin novelle, ligesom mange andre ting heller ikke stemmer overens med de virkelige begivenheder.