Den retrospektive fortæller

Blicher benyttede sig af fortællere, der tidsmæssigt var midt i begivenhederne, da han fortæller om dem, og som derfor ikke kunne have overblik over begivenhederne. Andre gange benyttede Blicher sig af en retrospektiv fortæller, der er på tidsmæssige afstand af begivenhederne. Her bliver det interessante, hvordan fortælleren organiserer, udvælger og kommenterer historien (fx ”Sildig Opvaagen” og ”Skytten paa Aunsbjerg”). Herved får vi fortællerens tolkning af begivenhederne, men denne tolkning er ofte ikke (aldrig) hele sandheden. Sandheden er faktisk sjældent tilgængelig hos Blicher. Hans tekster og gåderne i dem forbliver gåder, som enhver ny læser kan forsøge at løse, fx er der i ”Skytten paa Aunsbjerg” flere spørgsmål, der melder sig efter endt læsning. Blev skytten dræbt? I så fald, hvem dræbte ham? Og hvem er faren til Mettes barn?

Fortællerens fortælling afslører ofte over for læseren ting, som fortælleren ikke er sig selv bevidst. Fx fortælleren, præsten Wilhelm, i ”Sildig Opvaagnen”. Han er tilsyneladende meget forarget over Elise, doktorens kone, der har haft en affære med majoren. Men det, han fortæller, afslører, at han selv har været (er) meget fascineret af Elise. Han mindes et skjult håndtryk, han fik af Elise for mange år siden. Men samtidig bedyrer han, at det var sådan et ligegyldigt håndtryk, som man bare glemmer. Interessant er det også, at han udfører et tankeeksperiment i forhold til ham selv, hans kone og de to andre par doktorens og majorens. Ifølge præsten er de tre par typemæssigt forkert matchede – i stedet konkluderer han, at han og Elise havde passet bedre sammen. Hans egen kone havde typemæssigt passet bedre sammen majoren og majorens kone med doktoren.

Elise og majoren mødtes ved at gå gennem en hemmelig dør i lysthuset! Der foregår noget under overfladen og i det skjulte, både hos Elise, Wilhelm, i Blichers samtidige borgerlige samfund og i novellerne.