Blichers kvinder

Blichers noveller har som omdrejningspunkt en dramatisk begivenhed. Ofte udløses begivenheden af en kvinde - eller rettere - af mandens begær efter kvinden. Men, det er ikke kun mændene, der har lyster og begær i Blichers univers. Her er kvinderne ligeledes på banen med deres egne viljer og lyster, som ofte kommer i konflikt med mændenes – og så har vi balladen, og katastrofen indtræffer! Kvindernes lyster står også ofte i opposition til samfundsnormerne, og når de følger deres lyster medfører det social deroute. Det ses fx i ”Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog” og ”Eneste barn”.

Frem for at tale om lyster kan man også tale om, at kvinderne følger deres hjerter - de vil den romantiske kærlighed og ikke en kærlighed, der er bundet til hensynet af slægt og kistebund. Men den romantiske og idealistiske kærlighed og drømmen om den eneste ene har svært ved at blive fuldendt hos Blicher. "Hosekræmmerens" Cecil og Esben kan ikke få hinanden, fordi Esben ikke har penge nok. Og da han så endelig har fået penge nok, så idealitet og realitet kan mødes, så er Cecil blevet sindssyg, og det hele ender i en tragedie, hvor Cecil dræber Esben. I de noveller, hvor pigen følger sit hjerte og trodser faderens bud for i stedet at løbe bort med sin hjertes udkårne, ender det også trist. Frøken Sophie i "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog" og Frøken S... i "Eneste Barn" ender begge som kvinder, hvor glansen er gået af dem, mildt sagt. Sophie er blevet en grov, arrig og slidt kvinde, som Morten Vinge væmmes over og bliver fysisk dårlig over at gense. Frøken S... ender som tigger i København.