Hjemstavnslitteratur

”Jeg blev født, om end ikke midt i Lyngen, den dog saa nær, at jeg paa tre Sider havde de brune Gulvtæpper for Øjne"

(”Skinsyge” 1845).

Til trods for at de fleste tænker på litteraturen omkring starten af det 20. århundrede, når man siger ’hjemstavnslitteratur’, så er hjemstavnslitteraturen også en vinkel, man kan anskue Blicher fra. Blicher var den, der satte Jylland og især heden på det litterære landkort. Indtil da hørte litteraturen især byen (København) til.
Blicher omtaler, i samme novelle som citeret oven for, sig selv som ”Lyngmand”. Lyngen og heden var en stor del af Blichers identitet. Han holdt af det åbne og vidtstrakte, og han havde det skidt, når hans udfoldelsesmuligheder blev begrænset af pligter.

Det er i et af Blichers Hjemvee-digte (1814), Blicher for første gang italesætter sin hjemstavn. ”Min Fødestavn er Lyngens brune Land/Min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede/Min spæde Fod har traadt den gule Sand/Blandt sorte høje boer min Ungdoms Glæde”.

Hjemstavnslitteraturen i starten af 1900-tallet

Mange peger på, at grunden til forfatternes fokus på hjemstavnen skyldtes industrialiseringen. Danmark gik fra at være et primært bondesamfund, hvor de fleste levede livet på landet, til et industrialiseret samfund, hvorfor mange mennesker flyttede til byerne. Forfatterne satte fokus på, hvor og hvad de og danskerne kom fra, og det førte til en litterær kortlægning af Danmark. Af hjemstavnsforfattere fra 1900-tallet kan nævnes: Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen (Himmerlandshistorier), Johan Skjoldborg og Martin Andersen Nexø. Flere af disse er klart inspirerede af Steen Steensen Blicher (fx Johs. V. Jensen, som har skrevet om en Cecil, hvilket også er navnet på pigen i Blichers ”Hosekræmmeren”).

Ny hjemstavnslitteratur i 00’erne

Ca. hundrede år senere ved indgangen til det 21. århundrede blomstrer hjemstavnslitteraturen op igen. Denne gang er ’sted’ nøgleord. Stedet bliver et sted for forankring, en autentisk reference. Den nye form for hjemstavnslitteratur dukker op samtidig med et biografisk boom, især præget af selvbiografisk litteratur. Begge tendenser bærer præg af en vending mod noget autentisk, noget virkeligt. Tendenserne opstår i kølvandet på moderniteten, der er præget af et fokus på sprog, skrift, og roller. Der tales om, at der med 00’erne opstår en virkelighedshunger, både hos forfattere og læsere.

Endnu en grund til stedets øgede betydning i dansk litteratur er, at der igen sker en flugt fra landet og til byerne, og man taler nu om udkantsdanmark og den rådne banan. Derudover udvisker globaliseringen betydningen af det nationale, og dermed får det lokale en større betydning. Det er det lokale, der har en egenart; det er herfra, man kan hente identitet og mening.

Igen sker der en litterær kortlægning af Danmark, især udkantsdanmark (Erling Jepsens Sønderjylland i fx Kunsten at græde i kor, Carsten Jensens Marstal i Vi, de druknede, Knud Romers Falster i Den som blinker er bange for døden, Josefine Klogarts Mols i Stigninger og fald, Kim Leines Grønland i Kalak og Jens Smærup Sørensens Staun i Mærkedage – for blot at nævne nogen!). Det er kendetegnende, at hjemstavnen/stedet er ikke et entydigt godt sted.

"Hjemstavnen er det sted, firkanterne bliver tegnet i sand for øjnene, det er et rum at hænge fast i, en trækning nedad ved den ene mundvig, der ikke vil give sig og slippe, men bider sig fast, en langskaftet gummistøvle i mudderet bag høhækken; den tålmodighed, der er kæbernes, lige så sejt, den er også hjemstavnens, stedets."

Citatet er fra Josefine Klougarts Stigninger og Fald fra 2010 og giver udtryk for at stedet, hjemstavnen er noget, man kan have et ambivalent forhold til, idet citatet: "det er et rum at hold fast i, [...] der ikke vil give sig og slippe, men bider sig fast". kan forstås enten som, at hjemstavnen er noget, man sidder fast i og ikke kan komme fri af (selvom man gerne vil), eller at det er noget, man bør holde fast i. Det er kendetegnende, at stedet ikke er noget, man ser tilbage på med længsel og nostalgi – tværtimod er det af og til noget man forsøger at skrive sig væk fra (fx Erling Jepsen).

Når forfattere forankrer sin tekst et bestemt sted, så sættes stedet på det litterære landkort – det sker. Stedet sker i mødet med et subjekt, og stedet er ikke sted, før det er oplevet, sanset og erindret af et subjekt. Det er en dobbeltbevægelse, hvor forfatteren beskriver et sted, mens han samtidig opfinder det.