Leg med virkeligheden og læseren

I adskillige af Blichers noveller blander han fiktion og ikke-fiktion, og det så godt og grundigt, at det er uafgørligt, hvor det ene begynder og det andet hører op. Der er ikke tale om, at Blicher blot benyttede sig af virkelige hændelser, som han omdannede til fiktion, og hvor man som læser skal agere detektiv for at finde selvbiografisk materiale. Blicher lagde selv spor ud, bl.a. i form af biografiske data som navne og familieforhold, som læseren kan samle op. Og uafgørligheden i forhold til, hvad der er fiktion og ikke-fiktion og den foruroligelse, der opstår heraf, er intenderet, det er en æstetisk strategi. Denne æstetiske strategi ses også i megen af den nyere nordiske litteratur. Læs mere her.

Flere af Blichers tekster indgår i en cirkelslutning. Blichers tekster er blevet til sagn, og disse sagn er blevet holdt som bevis for, at Blicher skrev om noget, der faktisk var sket. Man slutter fra liv til tekst, men også fra tekst til liv. Det er bl.a., hvad der sker i ”Sildig Opvaagenen”, som ofte er blevet læst som en udlægning af Ernestines utroskab, som mange ikke stiller spørgsmålstegn ved. Derimod er det en gængs opfattelse, at Ernestine var utro, og det var den 11. december (på hendes fødselsdag) 1827, at Blicher fandt hende i sengen med en anden. Denne præcise fastsættelse af dato skyldes Blichers tilføjede note i selvbiografien ”Steen Steensen Blicher”. Læs mere her

En af de måder, Blicher leger med sin læser, er ved brugen af Peer Spillemand, som er Blicher alterego. Med Peer Spillemand kunne Blicher indskrive sig selv i teksten samtidig med, han opretholdt en vis distance. Du kan læse mere om Peer Spillemand her.