Læseren inddrages - sex sælger

I 1968 erklærede Roland Barthes forfatteren for død. Teksten havde sit eget liv og var uafhængig af sit ophav, og det blev ufint at læse biografisk. Med forfatterens død blev læseren født. Nu tales der om forfatterens genkomst i den nyere litteratur grundet det selvbiografiske boom. Forfatterens genkomst betales dog ikke med læserens død. Tværtom - læseren er genfødt. Nu kommer læseren nemlig for alvor på arbejde. Ofte vil en læser vælge at læse et værk enten som fiktion eller ikke-fiktion, men det kan være svært at afkode for læseren, da nyere værker ofte bevæge sig på grænsen, der måske ikke længere findes, mellem fiktion og ikke-fiktion.

Derudover inddrager den selvbiografiske litteratur, der kan betegnes som performativ biografisme, læseren mere. Når forfatteren kommer med en biografisk investering, må læseren reagere. Det skaber en effekt af noget virkeligt, hvis forfatteren skriver om traumer, kropsvæsker eller pinagtigheder. Perforformativ biografisme er ”en særlig æstetik, en æstetik der anbringer læseren i en ubekvem, men fascinerende rift mellem kunst og liv.”, citat fra Jon Helt Haarders artikel: "Hullet i nullerne". Med pinagtigheder osv. følger der skam hos læseren. Læseren kan føle skam på forfatterens vegne, for nu ved læseren, at forfatteren ved, at alle ved, at hans kone var ham utro - for eksempel.

Betegnelsen performativ biografisme er inspireret af talehandlingsteorien, hvor performativer er de ord, der skaber noget. Og det er en pointe ved performativ biografisme, at det er en selvfremstilling - et selv der stiller sig selv frem og i samme bevægelse fremstiller/skaber sig selv.

Blicher havde et godt blik for læseren. Hans tekster er fulde af direkte læserhenvendelser og hans æstetiske strategi bærer præg af, at han havde læseren/kunden for øje. Blicher stillede sig selv frem i sine tekster, men han holdt også så tilpas meget tilbage, at han kunne pirre læserens nysgerrighed. Han kommer med fakta, åbenlys fiktion og hentydninger, der ikke kan afgøres som enten det ene eller det andet. I anden udgave af den selvbiografiske tekst "Steen Steensen Blicher" tilføjer Blicher talkoden: ”**Hans Fødselsdag var den 11te October, hans Bryllupsdag den 11te Juni, og den 11te December 1827 er en mærkelig Terminsdag for ham – ikke i Pengevæsen, men i Skjæbnens Gang, dog Verden skøtter vel ikke om at vide, hvad han selv ønskede at glemme.” Den 11. december var Ernestines, Blichers kones, fødsesldag, men hvad der ydermere skete den 11. december 1827 vides ikke. Mange mener at vide, at Blicher greb Ernestine i utroskab den dag, men det findes der ikke megen belæg for. Det var et salgstrick fra Blichers side. Blicher havde altid for lidt penge, så han var afhængig af at tjene penge på sit forfatterskab. Blichers æstetiske strategi med at investere sig selv og andre kan have skyldtes en indre nødvendighed i forhold til at skrive noget virkeligt. Det kan også udelukkende have været et salgstrick. Blicher skal have udtalt, at han ville have subskribenter (abonnenter) på sin ulykke. Denne ulykke kan Blicher have haft i sit liv, det kan også være noget, han i en vis forstand selv har iscenesat som et salgsargument og for at inddrage læseren.