Romantikken - kort fortalt

Romantikken står for ’det skønne’ uden begrænsning og den litteraturhistoriske periode har ofte den rummelige afgrænsning: 1800-1870.

Starten af 1800-tallet i Danmark var præget af uro. Danmark blev involveret i krige, blev bombet, besejret og formindsket. Det rokkede ved den danske identitet og selvopfattelse. Man søgte derfor tilbage til tidligere tiders storhed – guldalderen – der var præget af harmoni. Kunstnere, både malere og forfattere søgte at skildre denne guldalder. Det nok mest kendte eksempel fra tiden er Adam Oehlenschlägers digt ”Guldhornene” udgivet 1803 i Digte. Følelser, fantasi og det nationale er buzzwords i romantikken. Derudover havde flere en dualistisk verdensopfattelse, det vil sige, de mente, der fandtes to verdener. Den fysiske, jordiske verden og så en højere, åndelig verden, en ideal verden. Denne tankegang stammer fra Platon, der opererede med den materielle verden og med ideverdenen. Ideverdenen er den egentlige og virkelige verden; den materielle verden er den verden, vi lever i, men den er kun et genskin af ideverdenen.

Denne højere verden kunne anes og erkendes gennem religionen, historien og naturen – og via kunsten! Kunsten kunne skabe forbindelse til idealernes verden og kunne skabe en helhed mellem den fysiske og den åndelige verden. Dermed fik digteren en særlig status som et udtryk for naturens længsel tilbage mod den åndelige verden og som den, der kunne erkende og pege på det ideale – det skønne. Kodeord i forhold til digteren var geni og originalitet. Når digteren var optaget af det skønne og det verdensfjerne, var der ikke meget plads til det realistiske - det verdensnære.