Ak, hvor forandret - det særligt blicherske

Nogle af de aspekter ved Blicher, der gør ham til noget særligt, og som berettiger hans litteraturhistoriske status som en af de betydeligste danske forfattere, er:

1) hans noveller – den første danske prosa, der blev taget alvorligt
2) hans tragiske realisme
3) hans fortællekonstruktioner
3) hans fokus på bonden (han gav bonden en stemme)
4) hans dialektlitteratur

Skal man karakterisere en typisk blichersk novelle, ville det være en tragisk skæbnenovelle, hvor livets tilfældigheder former de involveredes skæbne. Blichers tragiske realisme kommer bl.a. til udtryk i ”Hosekræmmeren”. Blichers samtidige forfatterkollegaer havde måske ladet historien ende lykkeligt ved Esbens genkomst som en holden mand. Men næ nej, ikke hos Blicher! Der er ingen medierende genvej til forening af idealet (den rene kærlighed mellem Cecil og Esben) og realiteterne (Michel Krænsens krav om en bejler med penge på lommen). Skaden er sket, og den er uigenkaldelig.

”Ak, hvor forandret” er titlen på en af Blichers noveller, men kan også siges at være overskriften på den tragiske grundtone i forfatterskabet, der ofte skildrer livets forfald. Motivet ’ak, hvor forandret’ optræder fx i "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", da Morten Vinge genser Sophie efter mange år:

Morten skriver i dagbogsoptegnelsen den 2. juli 1744:

    "Jeg har seet hende - hende? Ak nei! Ikke hende! En falden Engel har jeg seet, en
    Mørkhedens Gestalt - tidt har jeg ønsket mig Døden, men nu - nu ækles jeg ved
    Livet - jeg kan ikke skrive meer."

Den 8. august 1744 skriver han om gensynet:

    "Jeg fornam ikke den mindste Bevægelse i hendes Ansigt – dette Ansigt!
    Dette fordum saa deilige Ansigt! Hvor var det forandret! Bleggult, rynket,
    fortrædent saa det ud, som om det aldrig nogensinde havde smilet."