Blicher i opposition til sin samtid

Blicher var både for sent og for tidligt ude og befandt sig i en art nulpunktssituation. Blicher har mere tilfælles med de litterære strømninger før ham, rationalismen, og de strømninger der prægede tiden efter ham, nemlig det moderne gennembrud. Du kan læse mere om rationalismen/klassicismen og det moderne gennembrud her.

Den litterære elite i Danmark på Blichers tid, der befandt sig i København, favoriserede digte og skuespil. Blicher forsøgte sig med drama, men slog ikke igennem. Han skrev fin lyrik, men det er prosaen, der virkelig lader Blicher komme til sin ret. Men det var ikke kun genren, der stak ud i forhold til eliten. Det, der især stødte den romantiskprægede samtid, var, at Blicher brød med biedermeieridyllen, der fx ikke tålte nærgående beskrivelser af det seksuelle – heller ikke blot antydninger heraf. Derfor får ”Sildig Opvaagnen” også en ualmindelig dårlig anmeldelse af J. N. Madvig i 1835, efter at novellen var med i den samlede genudgivelse af Blichers noveller. I dag kan vi havde svært ved at genkende beskrivelsen af ”Sildig Opvaagnen” som: ”den indtil det smudsigste Detail udførte, aldeles uæsthetiske Skildring af et dobbelt Ægteskabsbrud og Horeliv”. Det er Blichers realisme, samtiden slår sig på.

Blichers realisme består, kort fortalt, i, at han skildrer miljøet: bondestanden, livet på herregården eller i præstegården på godt og ondt. I hans (bedste) noveller fremkommer et psykologisk portræt af de involverede personer, og han har blik for, hvordan miljøet påvirker og skaber personerne, og hvordan de er styret af deres lidenskaber. I Blichers noveller er det ikke noget udefrakommende, fx en religiøs magt, der styrer menneskene og deres handlinger – dets skæbne med andre ord. Det er derimod det indre, menneskets lyster og begær, der styrer, og ofte er kursen sat mod tragedie. Skæbnen er indlejret i mennesket selv. Blicher er på den måde moderne, og han betegnes ofte som 'den moderne tragiker'.

Til forskel fra flere af Blichers samtidige romantiske forfatterkollegaer med en storladen lyrik, er Blicher mere lavmælt – og hans tone virker mere ægte og virkelig. Derudover er Blicher fokuseret ikke alene på, hvad der fortælles, men også på, hvordan det fortælles. Blicher benytter sig ikke af alvidende, udenforstående og troværdige fortællere. Blichers fortællere er en del af historien, og de har ikke adgang til de andre personers tanker. De bliver dermed utroværdige og upålidelige, men ikke nødvendigvis bevidst. De fremlægger deres tolkning af begivenhederne, men fortællingerne røber netop, at det er fortolkninger, og at der også findes en anden vinkel på historien, men at man måske ikke kan nå helt ind til sandheden. Det sker bl.a. ved, at en anden fortæller kommer på banen (fx ”Sildig Opvaagnen”, ”Præsten i Vejlby” og ”Hosekræmmeren”). Du kan læse mere om Blichers realisme her.

Brud med den romantiske forfatterforståelse
I romantikken ansås forfatteren for den, der sad med den dybeste, grænsende til guddommelig, indsigt. Det var forfatteren, der kunne skabe en forbindelse mellem det høje, det skønne og det jordiske. Med Blicher flyttede både forfatteren og litteraturen fra himlen og ned på jorden og fra idealernes verden ind i realiteternes verden. Virkeligheden trænger sig på hos Blicher.

Som et led i at forfatteren ikke sad med den guddommelig indsigt, så benyttede Blicher sig ikke af alvidende fortællere, der havde indsigt i de forskellige personer og som kunne stabilisere fortællingen. Blicher brugte i stedet gerne jeg-fortællere, der selv var en del af de begivenheder, de berettede om. Dermed er det deres fortolkning af begivenheder, læseren præsenteres for. Blichers fortællinger er fyldt med huller, der lader læseren skimte andre fortolkninger, og som derfor sår tvivl om fortællerens pålidelighed - eller om pålideligheden af fortællerens fortolkning. Du kan læse mere om Blichers fortællere her, og specifikt om Blichers retrospektive fortællere her. En genkommen figur og alter ego, som Blicher brugte som fortæller, var Peer Spillemand. Ham kan du læse om her.