Blichers realisme ligger i hans skrivestil. Det er ikke hans historier som sådan, der er realistiske, det er de ofte langt fra. De er ofte usandsynlige, men får sandsynlighedens præg fordi måden, han skriver dem på, er realistisk. Hos Blicher er det ikke kun samfundets top, der skildres, men også den jævne mand sættes i spil som hovedperson i de dramaer, der udfolder sig i Blichers forfatterskab. Blicher var dygtig til at observere både naturen, der omgav ham, personer og samfundslag. Miljøet og naturen beskriver Blicher uden at forskønne – han beskriver det, som det er. Realisme som skriveform er dog altid en illusion. Baggesen beskriver det i Fire veje til Blichers novellekunst således: ”Kunsten er den illusion der afslører virkeligheden bag virkeligheden ved at efterligne den.” Realisme refererer til den virkelighed, den imiterer, men er ikke virkelighed.
Man aner hos Blicher, at han drømte om idealer, men erfarede at realiteterne stod i vejen. Denne sammenblanding er hos Blicher ofte blevet betegnet med ’poetisk realisme’. Fortælleren i "Hosekræmmeren", der kalder sig selv romanforfatter, oplever også, hvordan realiteterne trænger sig på. Indledningen til "Hosekræmmeren" lyder således:
Stundom, naar jeg har vandret ret langt ud i den store Alhede, hvor jeg kun har haft den brune
Lyng omkring og den blaa Himmel over mig; naar jeg vankede fjernt fra Menneskene og
Mindesmærkerne om deres Puslen hernede, der i Grunden kun er Muldvarpeskud, som
Tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jævner med jorden; naar jeg svævede
hjertelet, frihedsstolt som Beduinen, hvem intet Hus, ingen snævert begrænset Mark
fængsler til Pletten, men som ejer, besidder alt, hvad han ser, som – ikke bor – men lysterer,
hvor han vil; naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Hus og saaledes
ubehagelig standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da – Gud forlade mig denne
Flyvetanke, thi andet var det dog ikke – det Ønske: gid denne Menneskevaaning var borte!
Der bor også Møje og Kummer…
Hans drømmerier afbrydes, når hans blik mødes af realiteterne, nemlig menneskenes huse, og han konfronteres med realiteterne. Her findes også "Møje og Kummer", og det tvinges han til at forholde sig til.