Den danske romantik

De romantiske idealer blev introduceret i Danmark i 1802 af naturfilosoffen Henrik Steffens ved en forelæsningsrække, og han inspirerede mange forfattere – bl.a. Oehlenschläger.

Det nordisk-nationale opnår en renæssance i romantikken – man taler om en national vækkelse - og det folkelige og modersmålet står stærkt. Man finder en sammenhæng mellem individets og samfundets udvikling, der skal være harmoni mellem forstand, følelse og fantasi. 1700-tallet var præget af rationalisme, af forstandsdyrkelse, og det var romantikken en reaktion på. Der skulle også være plads til følelsen og fantasien.

Den danske romantik præges af en munter, sund og naiv tone, hvorved den adskiller sig fra den tyske romantik, der karakteriseres som mere psykologisk og overspændt. I Danmark dominerer biedermeier som tendens i digtningen. Den biedermeierske tendens søger mod harmonisering, afdæmonisering og mod at fortie det seksuelle og erotiske. Derfor er der i naturlyrikken en tendens til at digte om det sommerlige Danmark. Og digtes der om et vinterklædt Danmark, er det mild vinter. Men Blicher udlægger vinterens barskhed i digtet ”Ouverture” i Trækfuglene. Hvis du har lyst til at udforske Blichers vintersange i forhold til fx Ingemanns, så se her.

I tiden opstår der også, i naturlig forlængelse af optagetheden af både naturen og det nationale, en tendens i forhold til fædrelandslyrik. Det er fx fra denne periode, vi har Danmarks nationalsang Oehlenschlägers ”Der er et yndigt Land” fra 1819.

Flere af dem, der har søgt at kortlægge litteraturen i 1800-tallet, taler om et skel omkring 1824-1825. Dette skifte skyldes tabet af Norge i 1814, der førte til dansk selvbesindelse og en ny national digtning i en mere realistisk drejning. Perioden har fået flere betegnelser: romantisme, realisme i pagt med idealisme og poetisk realisme. Der er nu i højere grad en interesse for den mere komplekse personskildring. Prosaen vinder nu terræn i forhold til versdigtningen. En af årsagerne hertil er borgerskabets stigende indflydelse. Dermed voksede det litterære marked, og borgerskabet havde prosaen som foretrukken genre. Den dominerende genre er dog stadig skuespil, nemlig vaudevillegenren, som introduceres af Heiberg, men romaner begynder at vinde indpas, og eventyret får sit gennembrud med H.C. Andersen i 1835. Hvis du vil vide mere, kan du fx på adl.dk læse en periodebeskrivelse.