Til trods for at forfattere ofte skriver om rigtige steder, rigtige personer og bruger deres rigtige navne, så er der ikke (eller meget sjældent) et 1:1 forhold mellem tekst og virkelighed. Ofte sker der en blanding af fiktive og ikke-fiktive elementer, og det 'jeg', der præsenteres, er en performativ udgave af forfatteren - det er én udgave af forfatteren (eller en anden person, der beskrives i teksten). Denne type litteratur er blevet betegnet performativ biografisme, og det er spændende at læse Blicher med dette begreb for øje. Du kan læse noget generelt om performativ biografisme her. Det var Jon Helt Haarder, der opfandt betegnelsen performativ biografisme. Han lancerede begrebet i sin artikel "Hullet i nullerne", som du kan læse her.
Jon Helt Haarder opfatter performativ biografisme som en overkategori, hvor autofiktioner hører ind under. Begrebet autofiktion stammer fra Serge Doubrovsky, der i 1977 udgav Fils, som han gav genrebetegnelsen autofiktion. En autofiktion blander demonstrativt fiktive og selvbiografiske elementer og betragter ikke en persons liv som ét hele, men vil beskæftige sig med fragmenter. Ligeledes opfattes identiteten ikke som noget fast og uforanderligt, men i stedet som noget der udvikler sig og konstrueres. Der er dermed mere fokus på, identitetsskabelse fremadrettet fremfor et bagudrettet fokus på, hvorfor jeg'et blev, som det blev.
Flere af Blichers tekster kan kaldes autofiktioner. Hans tekst "Steen Steensen Blicher" kaldes ofte hans selvbiografi, hvilket den også er. Det er blot en særpræget en af slagsen og kan rettere kaldes en autofiktion. Den er fortalt i tredjeperson, tager fat i episoder af Blichers liv frem for at præsentere et samlet livsforløb. Derudover synes fokus mere at ligge på død end på liv. Han beskriver, hvordan han var dødfødt og opremser utallige situationer, hvor han var døden nær. Fremfor at være en retrospektiv fortælling om sin egen personlige udvikling bliver det en fremadskuende og identitetskonstruerende tekst.