Fiktion vs. ikke-fiktion

De nyere litterære værker udsender ofte både invitationer i forhold til at blive læst som fiktion og som ikke-fiktion. Invitationerne kan ligge både tekstinternt, dvs. i selve værket, eller teksteksternt, fx i parateksterne. Paratekster er værkets for- og bagside, titelblad evt. noter osv. Det kan også være interviews, artikler osv. om værket og forfatteren. Alle de ting, der omhandler værket, kan siges at være værkets paratekster. Pointen med at sige, at en tekst inviterer, er, at en invitation kan blive afslået. Forfatteren kan ikke kontrollere, hvordan en tekst bliver opfattet at læseren. Ofte vil en læser vælge at læse en tekst enten som fiktion eller som ikke-fiktion, til trods for at teksten inviterer i begge retninger. Står der på forsiden af en bog 'roman' eller 'selvbiografi' vil det styre læserens opfattelse af værket i forhold til fiktion vs. ikke-fiktion. Men selvom der står 'roman' på forsiden af et værk, hvilket inviterer til at værket skal opfattes som fiktion, kan andre elementer invitere i retning af ikke-fiktion. Erling Jepsens Kunsten at græde i kor kaldes en roman. Men Erling Jepsen har gennem interviews i tiden efter bogens udgivelse vedkendt sig, at store dele er ikke-fiktive.

Fiktion er ofte blevet anvendt som et slør, som en måde forfatteren kan distancere sig fra værket og beskytte sig selv og dem, han skrev om. Der er en tendens i tiden til at sløret løftes mere og mere. Karl Ove Knausgård, manden bag det seksbinds store romanværk Min kamp siger, at han i sit værk fortæller tingene, som de er. Meget få personer optræder under et fiktivt navn. Han lægger alt frem i et forsøg på at skrive noget virkeligt. Nogle køber hans udtalelse om, at alt er virkeligt, andre forkaster den. Enten fordi de mener, han lyver, eller fordi de er af den opfattelse, at al litteratur er fiktion.