Fiktion eller underskrevet tilståelse/vidneforklaring

Når forfattere bruger af sit eget og andres biografiske materiale og leger på kanten mellem fiktion og ikke-fiktion vil det være forskelligt, hvordan deres værker opfattes. Ofte vil en læser vælge enten at læse værket som fiktion eller som ikke-fiktion. Hvis der er tale om en selvbiografi, eller en tekst der bliver opfattet som selvbiografi, kan den blive opfattet som en underskrevet tilståelse. Litteraturen bliver derfor en etisk og juridisk kategori frem for en æstetisk. Det betyder, at et værk får konsekvenser, fx kan det føre til en retssag. Ikke alle vil finde sig i at optræde i en roman og mener ikke, forfattere kan tillade sig at skrive hvad som helst. Må forfattere stjæle andres liv?

Jørgen Leths Det uperfekte menneske blev af nogen opfattet som en underskrevet tilståelse, derfor blev han frataget sin stilling som konsul på Haiti og tv2 fyrede ham som Tour de France kommentator - et job han dog er vendt tilbage til.

Flere kritiserede også Blichers novelle "Eneste Barn" (1842), da den blev udgivet, for at gå for tæt på. Novellen omhandler skandalen om Charlotte Amalie de Schinkel fra Hald, som Blicher kendte som barn via sine relationer til familien på Aunsbjerg. Hun giftede sig mod sin fars vilje med Martinus Bräem for så senere at have en affære med en gift mand. Hun endte med at blive skilt fra Martinus. Blicher slørede tilsyneladende egennavnene i novellen ved fx at omtale Charlotte som "Frøken S...", Hald som "H..." og Aunsbjerg som "A...". Men sammenhængen har været nem at gennemskue. Både fordi der var tale om prominente navne, hvor kongen var indblandet i, at Charlotte og Martinus kunne gifte sig. Desuden, hvis læserne havde læst "Skytten paa Aunsbjerg" (1839) og kendte familieforholdene mellem de Steensen og de Schinkel, var det ligetil at genkende alle de implicerede. Charlotte blev sendt til Aunsbjerg, da det blev opdaget, at hun havde kontakt til Martinus. I "Eneste Barn" lyder det:

”A…… - Det var et Slags galant Fængsel, hvori Frøkenen blev bragt; Herren og Fruen – hendes Faster – vare Arrestforvarere”

Herren og fruen tiltaler hinanden på samme vis i de to noveller, og herremandens yndlingsudbrud er det samme. Her først en passage fra ”Eneste Barn”:

„Jeg vil, sandt for Herren!“ – saaledes sluttede han sin Beretning, - „hellere vogte hundrede Gedder, end een ung Pige, naar hun faaer Nøkker. Synes Du som jeg, Mama! Saa ville vi skikke hende tilbage og det i denne velsignede Dag. Saa faaer din Broder selv passe paa hende, det bedste han veed og kan.“ „Ja, min Hjerte! lad os det!“ sagde hun.

Og i ”Skytten paa Aunsbjerg” lyder det således:

„Hun skal væk! ud af Gaarden!“ raabte hun „og det strax! og Han med!“ - „Hvad for en Han? Mama!“ spurgte han. „Skytten,“ svarte hun „Skytten, min Hjerte! det ugudelige Menneske!“ - „Lille Mama!“ gjenmælede han, „jeg troer, sandt for Herren! Du er – jeg havde nær sagt – Vilhelm er ligesaa fri som jeg.“

Charlotte Amalie de Schinkel levede stadig, da "Eneste Barn" udkom. Hun døede i 1861.

Blichers tilsyneladende sløring af navnene er formentlig mere tænkt som en måde at pirre læsernes interesse og inddrage dem. De kan få lov at agere detektiver i novellen. Sladder har været, og er stadig spændende! Blichers tekster er fulde af biografiske og selvbiografiske spor, som han selv lagde ud. Derudover er teksterne fulde af antydninger, som læserne kan gætte sig til, hvorvidt stemmer overens med virkeligheden.

En af gåderne i "Skytten paa Aunsbjerg" er, hvem der er far til Mettes barn, der får navnet Steen. I følge teksten blev Mette forført pinsedag, og forføreren skulle være far til barnet. I løbet af høsten dør Vilhelm, og da er barnet født, så Mette har født i løbet af sommeren. Mette kan stadig være blevet forført i pinsen, men det er ikke her, hun er blevet gravid, da en pinse falder i maj-juni og en graviditet tager seks måneder. Det kan også undre, at Mette lader sig forføre, da karakteristikken af hende lyder, at hun var meget anstændig - en "sipsippenip". Herremandens kone blev vred, da det lille barn får navnet Steen. Det forstår fortælleren Steen ikke, da han mener, barnet er opkaldt efter ham. Men barnet kunne også være opkaldt efter herremanden Steen de Steensen, fordi han var faren, og det kunne være grunden til fruens vrede. Herremanden kan have benyttet sig af sin position og krævet sin "ret" over for sin tjenestepige. Ligeledes er der mystik omkring skyttens død. Han er formentlig død, fordi hans hest styrter. Men hvorfor styrter hesten - er det pga det hul, man finder på hesten, som "en skarp Steen" kunne have lavet? Og skal det forstås, som at en af de tre i fortællingen, der bærer navnet Steen, er skyld i hestens styrt og derved i skyttens død? Og hvor meget stemmer overens med virkeligheden?