Fiktionalitet og nærmere virkligheden

Nyere litteraturteorier handler om, hvorvidt det stadig er relevant og givtigt at insistere på et skel mellem fiktion og ikke-fiktion og taler i stedet om fiktionalisering som en retorisk strategi. Ligeledes diskuteres det, om fiktion kategorisk kan defineres som ikke-sandt. Flere påpeger at fiktionaliseringer kan være en måde at gøre noget mere sandt. I stedet for at fjerne et udsagn fra virkeligheden, så kan fiktionaliseringer være en måde at sige noget ganske specifikt om verden og virkeligheden. Frem for at være historisk sandt kan det være almengyldigt sandt. Martin A. Hansen, der har skrevet Løgneren, der handler om degnen Johannes Vig, var inspireret af Blicher. Og Martin A. Hansen har i sin egen dagbog skrevet "Digtning: hudflettet af virkeligheden [...]. Digtning: at befri sig, at være større, sandere end sig selv, at lyve for at blive sand, at bedrage for at blive ærlig."

I "Præsten i Vejlby" benyttede Blicher sig af den sande historie om præsten Søren Quist, der blev dømt for et mord og henrettet, selvom hverken hans skyld eller uskyld blev endeligt bevist. Blichers Søren Quist blev derimod over al tvivl uskyldig dømt. Blicher fiktionaliserede den historiske person Søren Quists historie, derved fik han skabt en novelle, der sagde noget almengyldigt om mennesker og verden: vi vil som mennesker altid være overladt til fortolkninger. Vi skal derfor være yderst påpasselige med at tro, vi ved, vi har ret. Vi kunne tage fejl! Og derfor bør man ikke dømme nogen til noget så uigenkaldeligt som døden.

Fiktionalitet er en æstetisk strategi, forfattere kan benytte sig af i forskelligt øjemed.