De sidste år

Blicher så meget op til to personer i sit liv faren, Niels Blicher, og kongen Frederik VI. De dør begge i løbet af 1839. Farens død var uden tvivl et stort personligt tab for Blicher. De to var meget tætte, og havde også boet sammen en stor del af deres liv. Men tabet ramte ham også økonomisk. Da Niels Blicher dør, har han gæld. Blicher var næsten fri af sin egen, men overtager farens gæld, ved hans død, og ryger dermed selv tilbage i gæld igen.

I 1842 kom Blichers novelle ”E Bindstouw”, som er en genrehybrid. Her blandede Blicher prosaen med lyriske stykker. Og det var her Blicher søgte at give bonden en stemme, bondens egen stemme, og lade ham fortælle om bondebefolkningen for folket og ikke for den dannede læser. Det er litteratur for folket. Blicher bruger i høj grad humor i ”E Bindstouw”, men det er for at grine med bondebefolkningen – ikke af dem! Og det er skrevet på dialekt, hvilket bestemt ikke var velanset. I 1842 skrev Blichers kollega Johan Ludvig Heiberg: ”F.eks. hos en dansk Skribent vil Alt, som bærer et specielt sjællandsk, fyensk, jydsk Mærke efter alles Mening være forkasteligt.” Johan Ludvig Heiberg var en af de toneangivende i den danske kulturelite. Det var i Heibergs hjem, eliten mødtes. Denne elite foretrak digte og skuespil frem for prosaen, og Blicher blev aldrig en del af den kulturelle elite. Det var også Heiberg, der kritiserede Blichers skuespil Johanne Gray, da det blev opført i København.

 I de sidste år af sit liv fik Blicher flere klager over sin måde at være præst, og han røg på kant med både provst og biskop. Det ser ud som om, han forsømte sit job til fordel for jagt, litteratur og alkohol, og han skulle have endt med at være noget uhumsk. I 1842 får Blicher sig en kapellan. Det gav Blicher mere frihed, troede han. Han rejste til København angiveligt for at leve som forfatter der. Men han blev kaldt tilbage til Spentrup, han måtte ikke forlade sit job. Kapellanen blev forlovet med Blichers datter, men noget er galt i Spentrup. I 1847 begik kapellanen selvmord, og derefter blev Blicher presset til at resignere og tage sin afsked. Han fik dog lov at blive boende i præstegården i et år. Han døede inden året var gået i præstegården den 26. marts 1848 af slimfeber, som er en slags tyfus.