Spentrup og skeen i egen hånd

Kaldet i Thorning gav ikke nok, Blicher var fortsat meget tynget af gæld. I 1825 får han så et nyt præstekald i Spentrup ved Randers, der var et rigt embede. Det var her, Blichers farbror Peder Daniel, Ernestines første mand, havde været præst. Så Ernestine vendte hjem igen.

I 1827 startede Blicher sit eget tidsskrift sammen med bogtrykkeren J. M. Elmenhoff i Randers, da Blicher ikke mente, Elmquist betalte ham nok i honorar. De kaldte tidsskriftet Nordlys. Nordlys’ levetid var dog kort. I 1829 lykkede han det igen, da der ikke var nok abonnenter. I Nordlys udkom bl.a. følgende noveller: ”Sildig Opvaagnen”, ”Ak, hvor forandret”, ”Røverstuen”, ”Hosekræmmeren” og ”Præsten i Vejlby”. Herefter havde Blicher en pause i sin store produktion.

I årene 1833-1836 begyndte han igen. Da udgav Chr. Steens Forlag i København en samlet udgave med Blichers noveller, og hertil skrev Blicher også nye noveller, bl.a. ”Himmelbjerget”, ”Juleferierne” og den mere romanagtige Fjorten Dage i Jylland. Nu kom der gang i Blichers popularitet – også i København! Men han havde stadig kritikere, især fordi Blicher faldt uden for tidens romantiske og biedermeierske litterære strømninger, der dyrkede det ophøjede, det idylliserede og det hyggelige. Til den smag var Blicher for realistisk og skildrede i for høj grad det lave. Du kan læse mere om Blichers litteraturhistoriske placering her.

Foruden tidsskriftet Nordlys udgav Blicher 1833-1836 jagttidsskriftet Diana. Livet igennem var Blicher en ivrig jæger, og det var bl.a. på hans jagtture, han lærte egnen at kende herunder natmandsfolket, taterne, rakkerne eller kæltringerne, som de også blev kaldt. Dette folkefærd levede et omflakkende liv, ofte uden egentlig bopæl. I stedet bevægede de sig rundt i landet. De havde de jobs, ingen andre ville have. De hjalp bødlerne med ligene, tømte toiletspande, slog bøndernes gamle og slidte dyr ihjel, flåede døde dyr osv. De stod uden for samfundet og blev set ned på. Ofte ville almindelig mennesker ikke lade deres børn gå i skole med rakkernes børn, og i nogle kirker havde natmandsfolket og rakkerne deres egne bænke og var afskærmet fra de andre kirkegængere. Blicher har skrevet en tekst med ideer til, hvordan natmandsfolket og rakkerne kunne integreres i samfundet. Det kan du læse her.

I 1837 blev Blicher alvorligt syg, og de fleste, inklusive ham selv, troede han skulle dø. Da vendte Blicher tilbage til sin første kæreste – poesien. Fra sin sygeseng dikterede han nu digte. Det blev til Trækfuglene. En Naturkoncert, der udkom 1838, og som betragtes som hans lyriske hovedværk.