Højt at flyve og dybt at falde

Blichers sidste tid var til dels ret søgelig, men det  var dog ikke ren elendighed. Det var i hans sidste år, han for alvor blev engageret i samfundet og gik ind i samfundsdebatten og blev mere folkelig. Fra at være en trofast støtte af en ellers ikke så vellidt konge blev Blicher nu fortaler for folket og en fri forfatning, ligesom Norge havde fået en fri forfatning i 1814, da de blev skilt fra Danmark. Ud over talrige artikler til aviserne begyndte Blicher at arrangere folkemøder på Himmelbjerget i 1839, de såkaldte Himmelbjergsfester, hvor han også selv talte og kom med andre bidrag, fx sange. Der var også konkurrencer som til de olympiske lege. Det var Blicher, der på den måde virkelig fik sat Himmelbjerget på landkortet. Man var dengang meget imponeret af bjerget, og en geograf anslog i 1777 Himmelbjerget til at være over 5650 meter højt. Det vil sige højere end Mont Blanc. I dag ved vi dog, at Himmelbjerget blot er 147 meter.

Blicher var en stor fortaler for skandinavisme, og han talte ofte om skandinavisme til Himmelbjergsfesterne. Han ønskede en folkelig og national vækkelse på tværs af de skandinaviske lande, og han ønskede et fællesskab mellem de tre lande, så landene også kunne stå stærke, hvis de blev truet af andre lande. Blicher talte også imod kongens enevælde og for en fri forfatning.

Blicher arrangerede de første fester, men han var ikke en stor praktiker, så der blev efter et par år nedsat en komite, der skulle stå for planlægningen af Himmelbjergsfesterne, og så kunne Blicher nøjes med at bidrage med sange og taler. Selv samme komite udelukkede dog til sidst Blicher, han var uønsket. Måske på grund af hans uhumske fysiske fremtoning, men nok i højere grad på grund af hans holdninger, som han ikke gik stille med dørene med. Dengang var der censur, og man kunne blive fængslet for at mene det forkerte, dvs. hvis man kritiserede kongen og statsmagten, der var i mod en fri forfatning. Det var derfor ikke alle, der ønskede at blive sat i forbindelse med Blicher. Himmelbjergsfesterne døde dog hen og den sidste blev holdt i 1844. Blicher prøvede at arrangere folkefester andre steder i landet, men fik ingen opbakning.

I 1849, året efter Blichers død, fik Danmark sin frie forfatning med grundlovens indførelse, hvilket var et vigtigt skridt på vejen mod indførelsen af demokrati i Danmark. Blicher nåede desværre ikke at se det, han havde kæmpet for, blive indført.

Til inspiration for andre

Blichers Himmelbjergsfester døede ud, men de var til inspiration for andre. På den anden side af søen, på Dynæs ved Laven, holdt forfatteren Johan Skjoldborg (1861-1936) folkefester i årene 1912-1914. Det blev ikke til flere fester, fordi Skjoldborg gik fallit og måtte flytte fra stedet i 1914. Dynæsfesterne handlede ligesom Himmelbjergfesterne om at oplyse og vække folket. Johan Skjoldborg havde fokus på underklassen på landet, dvs. på husmændene og landarbejderne; de skulle have samme rettigheder som de øvrige samfundsklasser, og de skulle vækkes kulturelt. Det bedst besøgte møde på Dynæs var det i 1913. Her mener man, at op mod 15.000 mennesker var til stede. Hovedtaleren var Martin Andersen Nexø, som bl.a. har skrevet Pelle Erobreren. Martin Andersen Nexø boede også en overgang i Laven, mens han skrev Pelle Erobreren, og under sit ophold i Laven besøgte han ofte Skjoldborg på Dynæs.
 

Himmelbjerget set fra Laven